Middelfart Kommunes Beskæftigelsesplan
Beskæftigelsesplan 2010 er statens og kommunens beskrivelse af fokus og mål for Jobcenter Middelfart indsats i 2010.
Formålet med beskæftigelsesindsatsen er at støtte kommunens borgere i at få eller bevare fodfæstet på arbejdsmarkedet samt sikre, at virksomhederne både i kommunen og udenfor kommunen kan få den ønskede arbejdskraft. Ligeledes skal beskæftigelsesindsatsen sikre, at sygemeldte kan vende tilbage til jobbet så hurtigt som muligt, og at der er rummelighed på arbejdsmarkedet. Det endelige mål er at sikre fremtidens velfærd via størst mulig arbejdsstyrke og effektivt arbejdsudbud.
Jobcenter Middelfart varetager alle beskæftigelsesrettede opgaver i forhold til forsikrede ledige, start- og kontanthjælpsmodtagere, revalidender, modtagere af introduktionsydelse, ledighedsydelse, ledige på fleksjob og i skånejob, sygedagpengemodtagere samt beskæftigelsesrettede opgaver i forbindelse med integrationen af flygtninge og indvandrere. Den beskæftigelsespolitiske indsats dækker godt 8.600 borgere.
Hertil skal lægges en lang række borgere, f.eks. jobskiftere, der på eget initiativ henvender sig i jobcentret med henblik på at få hjælp til jobsøgning. Endvidere kan nævnes borgere, som ønsker vejledningssamtaler, oplysninger om uddannelsesmuligheder mv.
Tilsvarende varetager jobcentret alle beskæftigelsesrettede opgaver i forhold til virksomhederne, herunder formidling af arbejdskraft, rådgivning og vejledning, arbejdsfastholdelse, etablering af fleksjob, skånejob, løntilskud, virksomhedspraktik, etablering af voksenlærlingeaftaler mv. Jobcenteret skal servicere ca. 2.000 virksomheder i Middelfart kommune.
Her kan du læse hele Jobcenters beskæftigelsesplan for Middelfart Kommune.