Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Middelfart Kommune Logo
Nytorv ved aftentide

Fnat

Hvad er fnat?
Fnat er en hudlidelse, der skyldes smitte med en mide, der lever i huden. Miden er meget lille, ca. 0,2-0,4 mm. Symptomerne er intens og udbredt kløe, der starter 3-6 uger efter at barnet er blevet smittet. Hvis man tidligere har været smittet starter kløen efter få dage. Kløen er værst om natten.

Hvordan smitter fnat?
Fnat smitter ved tæt og direkte kontakt mellem nære familiemedlemmer, f.eks. når man sover sammen. Da små børn ofte er meget i "hænder" kan der i sjældne tilfælde ske smitte i daginstitutioner. Fnat smitter kort tid efter barnet selv er blevet smittet og indtil behandlingen er iværksat.

Hvordan behandles fnat? 
Ved uforklarlig kløe og mistanke om fnat skal lægen kontaktes. Det kan være vanskeligt at stille diagnosen, hvorfor egen læge ofte henviser videre til en hudlæge. Fnat behandles med creme. Alle i familien skal behandles samtidigt, da familiemedlemmer kan være smittet, selvom de ikke har fået symptomer endnu. Håndklæder og sengetøj skal vaskes ved 60 grader i forbindelse med behandlingen. Kløen vil ved korrekt behandling aftage gradvist, og være væk efter nogle uger.

Der er ikke grund til at behandle andre børn eller personale i daginstitutionen og skolen, men man bør være opmærksom på kløe og udslæt i 3-6 uger efter sidste tilfælde.

Hvornår må barnet komme i daginstitution og skole?
Barnet må komme i daginstitution og skole efter iværksat behandling.

Husk!
Informer barnets daginstitution eller skole, og andre som barnet er tæt på.

 

Maj 2017

 

Sidst opdateret af Rikke Jørgensen
08. september 2017