Arkitekturens Dag

Hvilken ny bygning eller plads forskønner Middelfart Kommune?
Hvem synes du skal have årets Arkitekturpris 2013? Det spørgsmål stiller Middelfart Byråd alle borgere i kommunen, i jagten på årets kandidater til Arkitekturprisen 2013. Prisen uddeles til nybyggeri, renovering af eksisterende eller til nye anlæg af høj arkitektonisk kvalitet, som er med til at forskønne vores kommune. Er du ejer af en bygning, eller har du kendskab til én, som du mener bør hædres med en præmiering for god arkitektur? Så skal du sende dit forslag ind til Teknisk Forvaltning senest 1. juni.
Middelfart Byråd har med vedtagelsen af Bygnings- og Arkitekturpolitikken besluttet, at der hvert år skal uddeles en arkitekturpris, for høj arkitektonisk kvalitet og forskønnelse af Middelfart Kommune.
Prisen blev uddelt første gang i 2011 i forbindelse med afholdelsen af Arkitekturens Dag. Følgende kan præmieres:
- Nye bygninger til alle typer anvendelse; etageboliger, parcelhuse, rækkehuse, sommerhuse, erhvervsbyggeri og offentlige formål m. v.
- Om- og tilbygninger til eksisterende bygninger.
- Restaurering af bevaringsværdige bygninger.
- Anlæg; parker, pladser, grønne områder og byrum.
En pris med fokus på høj arkitektonisk kvalitet
Sidste års vindere var Hindsgavl for restaureringen af Agerrumsladen og sidefløjene, samt Brogården for deres nye familiefløj Brohuset. Lars Juul Madsen, direktør for Brogården udtaler: ”Middelfart Kommunes Arkitekturpris 2012 til nybyggeriet på Kursuscenter Brogaarden var en dejlig anerkendelse at modtage og en tilskyndelse til at værne om udtrykket i de bestående bygninger og samspillet med det nye.
Arkitekturprisen har på bedste vis understøttet vores fortælling om, at vi ønsker kursuscenter Brogaarden kendetegnet ved kvalitet og ærlighed i alt hvad vi foretager os og at det skal være noget særligt at være kursusgæst hos os.”
Vil du være med til at vælge dette års vinder, så er det nu du skal sende dit forslag ind til kommunen.
Alle kan indstille byggeri opført i kommunen i 2012
Alle kommunens borgere kan indstille forslag til prisen. Vi efterlyser derfor dit bud på byggerier eller pladser, der fortjener dette års pris. Det er en betingelse, at det foreslåede byggeri er opført i Middelfart Kommune og afsluttet sidste år.
Send dit forslag evt. med et foto af byggeriet og en kort begrundelse til Middelfart Kommune senest d. 1. juni 2013 til teknik@middelfart.dk eller Teknik- og Miljøforvaltningen, Østergade 21, 5580 Nørre Aaby.
Arkitekturens Dag – ”Rum for vækst”
Den internationale markering af Arkitekturens Dag afholdes i år lørdag d. 28. september i Middelfart Kommune. Temaet for dagen er ”Rum for vækst”, som er Arkitektforeningens fokusområde i år. I Middelfart Kommune ønsker vi at rette opmærksomheden mod nogle områder, hvor der er potentiel mulighed for at skabe bedre rammer for både samfundsøkonomisk vækst og velfærd. Der vil senere blive annonceret yderligere om dagen.
Yderligere oplysninger:
Planlægger, Kirsten Bruun Plougmand tlf. 8888 4822
Arkitekt, Pia Quottrup Sand tlf. 8888 4824