Middelfart Kommune Logo
Sommer billeder

    Røgalarmer

    RøgDu ved, at ild er farlig, men vidste du, at det er røgen fra ilden, der er den virkelige synder?
    Som eksempel kan vi tage en brand, der opstår i en dagligstue, hvor et stearinlys i vindueskarmen brænder ned til der, hvor du plejer at puste det ud. Denne gang er du imidlertid allerede gået i seng og har glemt at puste lyset ud. Nu får flammen så mulighed for at antænde den dekorative lyskrans og den opståede flamme er lige præcis nok til at få fat i gardinet...

    Der er nu en meget farlig brandudvikling i dagligstuen med både flammer og masser af røg. Du sover tungt og hører ikke de buldrene flammer og du fornemmer heller ikke den tunge røg, der meget hurtigt breder sig i resten af huset. Længe før du kan lugte røgen og før, selve ilden når frem til soveværelset, er der overhængende risiko for, at du kvæles af den kulilte, der udvikles ved branden. Du opdager ingenting.

    Det er afgørende, at du vågner så tidligt som muligt, hvis der opstår en brand i din bolig. Dels for at redde dig selv ud, men også for at have en reel mulighed for at komme frem til personer i andre værelser i boligen f.eks. dine børn.
    Det gør du på en effektiv måde ved at opsætte røgalarmer i din bolig, for dem sover man ikke fra.

    Valg af røgalarm
    Der findes et antal forskellige fabrikater på markedet. Nogle er smarte i designet, mens andre måske er lidt klodsede. Nogle er dyre og andre er billige. Det er en temperamentsag, hvilken man vil vælge. Ofte kan man finde tre stk. for 100,- kr. og de fungerer ganske udmærket.

    Der findes fire forskellige typer:

    1. En grundmodel, hvor alarmsignalet går i gang, når røgen når til røgalarmen.
    2. En model, der kan sammenkobles med andre røgalarmer, så alarmsignalet i alle røgalarmer går i gang, blot røgen når til én af alarmerne.
    3. En model med indbygget nødlys, som tænder og oplyser flugtvejen samtidigt med, at alarmsignalet går i gang.
    4. Røgalarmanlæg tilsluttet boligens faste el-installation med batteri-back-up, som sikrer at røgalarmen altid virker (lovkrav i nye boliger pr. 1. december 2004).

    Du bør være sikker på, at røgalarmen er godkendt og dermed afprøvet. Det kan du se ved, at den er Varefaktamærket.


    Placering
    Røgalarmerne skal placeres i loftet og der skal være mindst én på hver etage. De skal placeres således, at alarmen kan høres i alle soverum. Du bør ikke placere en røgalarm i køkkenet og slet ikke i nærheden af komfur og ovn, idet den vil gå i gang ved stegeos eller damp.

    Afprøvning og vedligeholdelse
    På røgalarmen sidder der en lille knap til afprøvning af alarmen. Hvis alarmen ikke går i gang, når du trykker på den, så er batteriet dødt og skal skiftes. Du skal være opmærksom på, at du med fordel kan anvende de billige brunstensbatterier eller de billigste typer af Alkaline batterier til dine røgalarmer.
    Anvender du de dyreste typer Alkalinebatterier, holder de længst (måske op til 2-3 år), men de bevarer den højeste driftsspænding længst muligt og dør så pludseligt! Problemet er, at røgalarmer netop er konstrueret sådan, at de skal advare dig, når batteriet skal skiftes. Det sker ved, at alarmen bipper periodisk i mindst én uge, når den registrerer, at driftsspændingen er ved at blive for lav. Hvis du benytter et brunstensbatteri eller et billigt Alkaline batteri kan denne periode blive længere og risikoen for, at du ikke bliver opmærksom på at batteriet skal skiftes (eks. fordi du har været bortrejst) bliver derfor mindre. 
    Gør det til en fast vane at afprøve røgalarmen. F.eks. hver søndag kl. 12.00 - og når du kommer hjem fra ferie.

    Placering af røgalarm

    Sidst opdateret af Lisbeth Behrendt
    18. februar 2009

    Kontakt

    Middelfart Brandvæsen
    Mandal Allé 19
    5500 Middelfart

    Ring til os

    Middelfart Brandvæsens logo