Brandsikkerhed og levende lys
Særligt julen er årets højdepunkt, hvad angår hygge med masser af levende lys i dekorationer og stager. Men juledekorationer, adventkranse og juletræer med levende lys hører også til de traditionelle brandårsager hvert år.
Levende lys brugt med fornuft og omtanke er på det nærmeste ufarligt, men brugt forkert kan det være overordenligt brandfarligt. Derfor er der, når dekorationerne og juletræer bringes ind i vores stuer, al mulig grund til at være ekstra agtpågivende.
Der er flere ting, som du kan gøre for at undgå en brand:
- Adventkranse:
- brug selvslukkende lys
- brug lysmanchetter af staniol
- fastgør lysene stabilt
- placer lysene, så de kan brænde frit ned med god afstand til brændbart
pynt og bånd
- placer kransen, så den ikke kan antænde omgivelserne
- står kransen på et bord, så stil den på et ubrændbart underlag
- hænger kransen i loftet skal den hænge i ståltråd og ikke kun i kulørte bånd, som
brænder meget hurtigt over, hvis uheldet er ude.
- Dekorationer:
- brug selvslukkende lys
- brug en ubrændbar og stabil lyseholder
- placer lyset så dekorationen ikke kan vælte
- placer lysene, så de kan brænde frit ned med god afstand til brændbart pynt og bånd
- placer dekorationen på ubrændbart underlag, sådan at den ikke kan antænde omgivelserne
- Juletræer:
- brug så frisk træ som muligt - helst nyfældet
- stil træet i en spand vand, indtil det skal ind i stuen
- når træet hentes ind bruges en stabil fod, så det ikke kan vælte. Helst en med vand (så drysser det heller ikke så let)
- brug selvslukkende lys med ubrændbare lyseholdere eller elektriske lys
- placer levende lys frit på grenene, så flammen ikke kan antænde grene og pynt
Generelle råd:
- Hav altid levende lys under opsyn
- Sluk levende lys hver gang du forlader rummet. Det er nemt at tænde igen
- Hav aldrig levende lys på børneværelser
- Hav altid vand ved hånden. En blomsterkande med spreder eller en almindelig blomsterforstøver fyldt med vand er utroligt effektive, når de bruges rigtigt. Sluk med fejende bevægelser (brusevirkning) direkte på gløderne og ikke på røg eller flammer.
Bemærk, at du ikke må bruge vand ved fyrfadslys, idet der her vil ske en eksplosionsagtig brandudvikling med meget høje flammer. Brug i stedet et låg, en tallerken eller lignende til at kvæle ilden.
- Ved en lille brand i fast materiale er en sodavand en effektiv ildslukker. Ryst flasken med en finger for hullet og hold den med bunden opad. Sluk i fejende bevægelser.
Brandimprægnering
Du kan lave din egen brandimprægnering til adventskranse, dekorationer og juletræer.
En udvendig imprægnering er en blanding bestående af:
25 g. BORSYREPULVER
75 g. BORAKS
1 l. VAND
Det hele blandes og påfyldes en blomsterforstøver.
Det der skal imprægneres oversprøjtes grundigt og behandlingen gentages et par gange.
En indvendig imprægnering af juletræet gøres med en blanding bestående af:
15 g. CALCIUMCARBONAT
5 g. CITRONSYRE
6 g. ÆBLESYRE
1 l. VAND
Det hele blandes og påfyldes juletræsfoden dagen inden, at de levende lys skal tændes. Efterfyld efter behov. Husk at jo friskere træet er, jo bedre suger det.